Vælg en side

Foto: Karoline Lieberkind.

FALDET
SELVOPTAGET IDENTITETSDRAMA

Dramaholdet på TH. LANGS HF & VUC tog tirsdag d. 29. november til Århus for at se Albert Camus “Faldet” på Teatret Svalegangen. Et selvoptaget identitetsdrama, der bygger på Albert Camus’ hovedværk fra 1956. En selviscenesættelse og intens monolog fra en mand, der pludselig ser to mænd i spejlet: Den mand, han i virkeligheden er, og den mand, som har levet af sin succes og andres anerkendelse. Nu gør han regnskabet op, fjerner masken og skræller selvgodhedens æble lag for lag. Rejsen begynder, når man falder.

Jeg kom ind i et forholdsvis mørkt lokale med lidt lys til at finde ens sæde. På scenen sad en ældre mand i jakkesæt på en træstol ved siden af et træskrivebord. Jeg fandt min plads, og forestillingen gik i gang. Den ene historie fulgte efter den anden, og nogle gange med ting, jeg kunne relatere til. Jeg kom til at tænke på, hvor meget der var planlagt, og hvor meget, der var improviseret, fordi det lignede at han spyttede en kvinde i hovedet, hvorefter en lille dialog fulgte mellem damen og ham. Flot naturalistisk spillestil med humoristiske indslag.

Scenografien var meget enkel med en stol og et skrivebord, der skulle symbolisere at han var advokat eller bureaukrat. I baggrunden stod en stumtjener til hans jakke. Det var altså kort sagt en absurd tom intimscene. Under forestillingen var der naturalistisk gulligt lys med skift mellem svagt og kraftigt, afhængig af historien. En åben monolog med henvendelse til publikum og lysmand som en v-effekt, altså et brud på den fjerde væg mellem publikum og skuespiller. Et eksistentialistisk stykke med cliffhangere mellem historierne, for at fastholde spændingen. Han følte sig som en oplyst person, ved hjælpsomme gerninger, som at hjælpe blinde over vejen, en Übermensch, som han selv siger. Men er det hele bare et spil for galleriet, med en fortælling om, at vi alle er falske, dobbeltmoralske og kun tænker på os selv? Længere inde i stykket tager han et æble frem fra skuffen, og begynder at skrælle det, mens der i baggrunden er dystert musik. Æblet symboliserer hans syndefald. Han skrællede det i cirkler, ind til kernen. Hans personlighed er æblekernen. Vi får som publikum et indblik i en episode, han engang var med i, med en kvinde på en bro, som sprang i vandet, hvor han ikke gjorde noget for at redde hende. Nu lever han med en fortrydelse af det valg han tog, og drager publikum ind i fortællingen. Stykket er eksistentialistisk, og bygger på, at det er menneskeligt at fejle. Det hele er iscenesat iscenesættelse, fordi hans største profession er at være skuespiller, for kun der kan han være, den han er. Stykket sætter fokus på mange tematikker såsom selviscenesættelse og kritik af den, Selvbedrag, dobbeltmoral, kærlighed og venskab. Stykket er et godt billede på nutiden hvor begrebet selfie er stort, hvor man selv skal være med på alle billeder, og altid sætter sig selv højt. Spørgsmålet er, om han var sprunget i vandet den aften, hvis der havde været tilskuere.

Jeg mener, at det var et fremragende stykke med en flot fremførelse af en 70 min. lang monolog. Det var ikke kedeligt, og jeg lyttede til hver en frase, han fremførte. Jeg var meget imponeret på trods af de minimalistiske rekvisitter. Han formåede at holde publikum interesseret i hans historier om selviscenesættelse. Jeg er glad for, at jeg fik mulighed for at opleve stykket, fremført af den meget talentfulde Jacque Lauritsen. Jeg vil klart anbefale stykket til andre, der kan lide kvalitet og en intens monolog.

Jeg giver stykket 4 ud af 5 æbler for en fremstilling af Jacque Lauritsen, som spiller monologen med præcision og sikkerhed og på samme tid et ironisk smil, der er indladende og nedladende, hvilket gør ham både sympatisk og djævelsk.

Skrevet af Peter Brandt Andersen, 2n

Share This