Forårskoncert marts 2014

Forårskoncert anmeldelse 2014
At komme til forårskoncert på Th. Langs HF og VUC er på mange måder som at komme til en stor familiefest med alt hvad dertil hører af gensyn med fjerne slægtninge og god mad og drikke. Vi har glædet os til dagen længe, har klædt os fint på og tager forventningsfulde plads i Aulaen. Vi glæder os til nye oplevelser og, for nogles vedkommende, gensyn med numre, vi har hørt før til morgensamlinger og andre arrangementer på skolen. Vi ved, at Hanne har pakket et program af både de stille, de swingende og de højtlarmende lækkerbiskener til os, og selv om hun selv har mistet stemmen og må overgive ”toastmaster”-tjansen til den yndige Thea, er alting alligevel (lidt) som det plejer.

Vi bliver budt velkomne med en aperitif bestående af den gåsehudsfremkaldene ”Adiemus” med trommer, tværfløjter og sangerinder placeret både på scenen og balkonen, efterfulgt af det mere jordnære, men stadigt smukke ”Adelita” med Jonas (2.R) på klassisk guitar. Med en helt fantastisk indlevelse leverer Louise og Johannes (2.R) balladen ”Please don’t say you love me” inden vi ”indtager” en skøn forret bestående af klassikerne ”Ghostbusters” og ”Hold the Line” med henholdsvis tilvalgsholdet og 1p/o/vuc. Førstnævnte er inspireret af Th Langs’ rengøringspersonale og deres støvsugere, og den humoristiske tilgang smitter af på publikum. ”Hold the Line” indeholder aftenens første guitarsolo, og scenen er nærmest fyldt til bristepunktet.

Efter en enkelt ”lejlighedssang” - Anne Linnets ”Forårsdag” – er vi klar til hovedretten, som består af både de velkendte klassikere og det eksperimenterende på en buffet med et udvalg mere varieret end selv Kirstens kantine kunne have disket op med. Der er smæk på smagsoplevelserne i både ”There goes my love” af retro-rockdrengene fra The Blue Van, her leveret af 1.n, og tilvalgsholdet sparker til en vis legemsdel på numrene ”Oh my God” og Stevie Wonder-klassikeren ”I Wish”.
Aftenens største overraskelse er nok Tom Waits’ ”Make it Rain”, som også afslutter første afdeling. Simon Bak’s stemme og mimik er helt igennem forrygende, og den indlagte klaversolo swinger i en sådan grad, at publikum ikke kan få nok af de sprudlende drenge fra tilvalgsholdet.

Efter pausen er programmet en anelse amputeret, da Hannes manglende stemme bevirker, at de første numre slettes. Vi starter i den elektroniske musik, hvor Sebastian og Elvira spiller deres selv-komponerede ”Electron”. Nok er nummeret ukendt for publikum, men det bliver bestemt taget godt imod. Dernæst bevæger vi os over i rap-musikken, hvor Jackie O m.fl. stilsikkert fører os igennem den ligeledes selvkomponerede ”Mine Hænder”.
1.n samles om Hannes klaver og så er vi i musical-genren med den flerstemmige udgave af ”Don’t stop believing” fra tv-serien Glee. Heldigvis er eleverne noget mere stilsikre end den lidt forkølede klappen-i-takt, som publikum forsøger sig med. Skønsangen afløses af tilvalgsholdet på den højtlarmende ”Lost in the Echo” af Linkin Park. Sikke et genreskift! Der bliver rappet, hoppet, ”headbanget” og skreget på scenen, som bliver en ren legeplads for de musikalske fyre. Det er tydeligt, at de føler sig hjemme lige nøjagtigt der, og det smitter – publikum er vilde med dem. Vi forbliver i selskab med tilvalgsholdet, men nu er pigerne med igen, tempoet er sat ned, tamburinen er fundet frem og vi klapper glade i takt til ”Make it mine”.
Den sidste overraskelse på hovedrets-buffeten er Simon’s hjemmekomponerede ”Smile”, som han fuldstændigt sikkert fremfører med akkompagnement af Sitarz på guitar med ”loop”-funktion. Det smukke budskab og det musikalske overskud stråler ned fra scenen, og da nummeret slutter, vil bifaldet næsten ingen ende tage.

Vi er nu klar til desserten. Som vanligt er vi næsten mætte af oplevelser og kan næsten ikke finde plads til mere. Men 1p/o/vuc lokker alligevel med Pharrell Williams’ nye hit ”Happy”, og vi må overgive os. Kan man andet, når de står der på scenen og ser så glade og overskudsagtige ud? Nummeret er sødt og lækkert som den skønneste isdessert, og vi bliver alle fanget af stemningen.

Festen lakker mod enden, men inden vi går hjem, har Hanne endnu en lille overraskelse til os – en slags godnatdrink. Alle musikfolk samles og hylder den nyligt afdøde Nelson Mandela i et afrikansk arrangement af den sydafrikanske nationalitetssang med trommer og flerstemmig sang.

Den perfekte afslutning på en skøn aften i selskab med elever og kursister, der elsker musik og at stå på scenen. Vi så det, hørte det og mærkede det, og vi tog den glæde med, da vi gik ud i marts-mørket.

Kamilla Løyche Jensen