Drama april 2014

Anmeldelse af Afdelingen for mindre planter
Onsdag den 2. april 2014 tog dramaholdet på TH. LANGS HF & VUC til Aarhus for at se Teatret Svalegangens huspoet Hans Rønnes sidste nye stykke "Afdelingen for mindre planter". Stykket omhandlede de to gartnere Dorthe og Lis, samt deres chef, hr. Lund. Dorthe og Lis er ansat til at plante stiklinger på hr. Lunds planteskole. Planteskolen har hr. Lund arvet efter sine forældre, og denne engang så frodige forretning er i dag intet andet end en ”afdelingen for mindre planter”.

Igennem stykket oplever vi de tre karakterers udvikling. De to kvinder er glade for deres stilling på Lunds planteskole, og er fuldt ud tilfredse med at leve en ensidig hverdag med en god kombination af travlhed og tryghed. Man oplever i stykket, hvordan vi mennesker ofte kan leve længe i det samme i forestillingen om, at det er det rigtige, vi foretager os, fordi at det er stabilt og trygt, og derfor uden tanke for, hvilke konsekvenser, det kan have for os, hvis der skulle gå hen og opstå forandringer, og det er netop dette Dorthe og Lis oplever. Da krisen kradser, er Lund nød til at fyre den ene af dem, og pludselig står de begge over for en omfattende identitetskrise, hvor ingen af dem egentlig er klar over, hvor de hører til, og hvad meningen med deres liv egentlig er.
Skuespillerne spiller specielle typer, hvilket vil sige at de spiller en form for ideal, en menneskelig rolle, de er sat i.


Foto: Christian Greisnæs.


Foto: Christian Greisnæs.

Lis, som er den meget forsigtige type, og som aldrig rigtig fik nået sine drømme, og Dorthe, som er højrøstet og positiv, men dog passiv i sit eget liv og med tendens til at fortrænge sine problemer, bl.a. I forhold til overspisning. I forhold til de typer de spiller, er det tydeligt at se, at de to kvinder bliver udfordret, f.eks. Da Dorthe mister besindelsen i forbindelse med at hun bliver fyret på det grundlag, at hun har været der i ti år og trænger til forandring.

Moralen i stykket kunne netop være, at man som menneske i det senmoderne samfund har brug for forandring og prøvelser for at udvikle sig og lære sig selv og sin egen identitet at kende. Hvis man er fastholdt i det samme, kan man ikke udvikle sig, og selvom det føles ubehageligt sommetider, er det ikke negativt, da vi får brudt de "vægge" ned, vi har omkring os og overvinder angsten for det nye og ukendte.

Man kan i denne forestilling argumentere for, at der er tale om en aristotelisk fortælleteknik, da handlingen er bygget op om en logisk problemstilling, der ender ud i en konflikt mellem hovedpersonerne, og endeligt en erkendelse (planteskole er gået konkurs) og en forløsning (de får alle tre arbejde i det hollandske firma).


Foto: Christian Greisnæs.


Foto: Christian Greisnæs.

Lyset er oftest meget naturalistisk, dog med undtagelser. Der er i stykket nogle sekvenser, hvor der er tendens til en meget absurd genre. Bl.a. da de pludseligt begynder at synge og danse midt i det hele. På dette tidspunkt bliver lyset meget skarpt og blåt, hvilket også understreger, at det altså på dette tidpunkt ikke er en naturalistisk situation.

Stykket bliver spillet på åben scene, noget som giver god kontakt med publikum og følelsen af, at man nærmest selv var der, især de forreste publikummer, der faktisk nærmest fik jord i hovedet, da bordet blev børstet rent af enten Lis eller Dorthe. Den fjerde væg bliver igen brudt til allersidst, da Lund går ned af scenen og ud mod publikum (efter de har fået arbejde for det nye firma), hvilket sætter prikken over i'et i tilstedeværelse, da man så for alvor føler man er til stede i en reel situation. Det er næsten som om, at Lund træder ud af den drømmeverden, han har levet i på planteskolen og ind i realiteternes verden og kommer til en erkendelse af, at han skal ud og opleve livet for at udvikle sig, og leve et mindre stressende og mere lykkeligt liv, også selvom han er den ældste, og de andre er unge. Lis og Dorthe fortsætter nemlig deres trivielle hverdag, imens det er tydeligt, at Lund funderer meget mere og til slut tager en beslutning.
Scenografien var naturalistisk i forhold til den situation, der var tale om, det beskidte miljø med slidte ting og billige materialer.


Foto: Christian Greisnæs.


Foto: Christian Greisnæs.

Jeg synes personligt, at dette var en god forestilling, da den åbnede øjnene op for, at det måske nogen gange er tid til forandring, og at man skal overveje, om det arbejde man har, gør en lykkelig, faktisk i det hele taget, om livet gør en lykkelig. Ellers er det nemlig ens eget ansvar, og det er aldrig for sent. Lund er den eneste der til slut "smider håndklædet i ringen" og begynder at tage ansvar.

Søren Lemche og Anna Michelsen, 2L

Fotos er venligst stillet til rådighed af Teatret Svalegangen og Team Teatret.
Fotograf: Christian Greisnæs.


Foto: Christian Greisnæs.


Foto: Christian Greisnæs.


Foto: Christian Greisnæs.


Foto: Christian Greisnæs.


Foto: Christian Greisnæs.


Forrige side: Forårsfest april 2014
Næste side: 2014/2015